Spring videre til indhold
Book en demo
Hvad er forskellen på et budget og et forecast?

Budget og forecast er to begreber, der bruges til at beskrive planlægning og håndtering af din virksomheds økonomi.

Det er utroligt vigtige begreber, men desværre bliver de ofte blandet sammen. Mange kommer til at bruge forecast, når de i virkeligheden mener budget, og vice versa.

Budgettet er et udtryk for den økonomiske plan, mens et forecast er udtryk for de økonomiske forventninger. Det er dermed vigtigt, at du er skarp på, hvilket værktøj i værktøjskassen til økonomistyring, du griber fat i.

I dette blogindlæg vil vi gå i dybden med de to begreber. Vi kigger på, hvad der kendetegner dem hver især, hvordan de adskiller sig fra hinanden, og hvornår man skal bruge det ene frem for det andet.

Hvad er et budget?

Budgettet er planen for din virksomheds økonomi. Normalt oprettes budgettet årligt og fungerer som et referencepunkt, man kan sammenholde virksomhedens faktiske økonomiske præstationer i løbet af året med. 

Grundlæggende består et budget af:

  • Estimater af indtægter og udgifter
  • Forventede likviditetsstrømme
  • Forventet nedbringelse af gæld

Formålet med et budget er at skabe struktur og retning i din virksomheds økonomiske beslutningsproces ved at fastlægge mål og forudsige ressourcebehov.

Budgettet oprettes normalt ved at analysere historiske data, markedsforhold og interne faktorer for at estimere forventede indtægter og udgifter. Det kan omfatte poster som salgsprognoser, driftsomkostninger, investeringer og finansiering. 

Ved at etablere et budget kan din virksomhed definere klare mål og identificere områder, hvor der er potentiale for forbedring eller besparelse. Hvis firmakortet har været lidt for rødglødende i sidste regnskabsår, kan du lægge et nyt budget, hvor du sætter et mål for, hvor ofte kortet kan blive svunget.

Når budgettet er oprettet, kan du passende bruge det som et værktøj til løbende at overvåge den økonomiske præstation i forhold til de planlagte mål. 

Det kan hjælpe dig med at identificere afvigelser og potentielle problemer tidligt, så du kan træffe rettidige beslutninger for at justere kursen og optimere virksomhedens resultater.

Hvad er et forecast?

Et forecast er forventningen for din virksomheds økonomi. Det er en fremadrettet vurdering af en virksomheds forventede økonomiske resultater i en given periode. 

Det adskiller sig fra et budget ved at fokusere på at forudsige fremtidige resultater baseret på eksisterende data, markedsforhold og andre relevante faktorer, i stedet for at fastsætte specifikke mål for indtægter og udgifter.

Karakteristika for et forecast:

  • Forecast kan bruges til at bestemme, hvordan din virksomhed skal fordele sine budgetter for en kommende periode.
  • Det opdateres regelmæssigt, måske månedligt eller kvartalsvis, når der sker ændringer i drift, lager og forretningsplan.
  • Det kan oprettes både på kort og lang sigt. For eksempel kan en virksomhed have kvartalsvise prognoser for indtægter. Hvis en kunde går tabt til konkurrenten, kan det være nødvendigt at opdatere forecastet.
  • Et ledelsesteam kan bruge forecasting og handle på baggrund af de prognosticerede data.

Formålet med et forecast er at give ledelsen i virksomheden et grundlag for at træffe informerede beslutninger ved at estimere, hvordan virksomheden forventes at klare sig økonomisk i fremtiden. 

Det hjælper med at identificere potentielle muligheder og udfordringer, så ledelsen kan udvikle strategier til at optimere virksomhedens resultater og minimere risici.

Forecasts er dynamiske og kan justeres løbende i takt med ændrede markedsforhold og virksomhedens behov.

Forskellen mellem et budget og et forecast er afgørende for virksomhedens økonomiske planlægning og styring. Selvom vi i afsnittene ovenfor har berørt nogle af forskellene, tager vi dem lige igen her, så de fremstår helt tydeligt.

Et budget: En plan, der fastlægger forventningerne til, hvad en virksomhed ønsker at opnå i en bestemt periode, typisk set over et år. Det tjener samtidig som referencepunkt til at sammenligne virksomhedens faktiske resultater i forhold til målene.

Et forecast: Et estimat af virksomhedens fremtidige økonomiske resultater baseret på historiske data. Til forskel fra et budget fokuserer et forecast ikke på at analysere forskellen mellem prognoser og faktiske resultater. Forecastet opdateres i stedet regelmæssigt, så ledelsesteamet nemmere kan forudsige resultaterne baseret på tidligere økonomiske data og træffe beslutninger i overensstemmelse hermed.

Hovedforskellen mellem et budget og et forecast ligger altså i deres formål og anvendelse. 

Hvornår skal man bruge et budget, og hvornår skal man bruge et forecast?

Når du står over for at træffe beslutninger om din virksomheds økonomi, kan det være svært at vide, hvornår du skal bruge et budget, og hvornår et forecast er mere passende. 

Her er nogle retningslinjer, der måske kan hjælpe dig med at navigere i denne proces:

  • Et budget er dit bedste værktøj, når du har brug for at sætte klare økonomiske mål og planer på lang sigt. Det hjælper dig med at lægge retningslinjer for, hvordan du skal styre dine penge, fordele dine ressourcer og sætte mål for din virksomheds vækst. Hvis du eksempelvis planlægger at udvide din virksomhed eller lancere et nyt produkt, kan et budget hjælpe dig med at planlægge dine omkostninger og forventede indtægter, så du kan måle din succes over tid.
  • På den anden side er et forecast nyttigt, når du har brug for at forudsige, hvordan din virksomhed vil klare sig i fremtiden, og når du skal tilpasse dig ændringer i markedet. Det giver dig mulighed for at se fremad og tage skridt til at imødegå udfordringer eller udnytte muligheder.
    Hvis du for eksempel ser ændringer i kundeadfærd eller konkurrencesituationen, kan et forecast hjælpe dig med at forudsige, hvordan disse ændringer vil påvirke din indtjening. Med denne indsigt i baghånden kan du bedre træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre din virksomheds succes.

Begge værktøjer er afgørende for at sikre din virksomheds succes på lang sigt.

Du vil måske også synes om ...