Spring videre til indhold
Book en demo
Key trends

Vores nyeste undersøgelse afslørede, at 62 % af de ledende beslutningstagere i øjeblikket er i gang med en eller anden form for digital transformation i Danmark.

Men digital transformation kommer i mange former og afskygninger, så hvordan ved man, hvilke tendenser der er relevante for ens egen virksomhed?

Eftersom Pleo er en såkaldt “fintech”-virksomhed, sørger vi for altid at have fingeren på pulsen, hvad angår nye teknologier, der kan påvirke det økonomiske landskab. I dette blogindlæg gennemgår vi fem tendenser, vi kommer til at holde særligt øje med i 2024.

1. Mobilbetalinger vinder hastigt frem

Vi har hørt snak i krogene om “det kontantløse samfund” i noget tid, men nu spår forskere, at Danmark bliver kontantløst allerede i 2025.

Det er derfor vigtigt for virksomheder at begynde at tilpasse sig det kontantløse samfund. Men for at holde trit med den hurtige udvikling er det afgørende først at forstå, hvorfor disse betalingsmetoder forventes at erstatte kontanter helt på sigt.

Digitale wallets er blevet det nye sort

Takket være udbredelsen af digitale wallets slipper du for akavede situationer i det lokale supermarked, når du finder ud af, at du har glemt pungen hjemme på køkkenbordet. Eftersom vi nu kan gemme alt fra betalingskort til koncertbilletter på vores mobiler, er det langt vigtigere at huske mobilen end pungen, når vi går ud af døren.

Digitale wallets som PayPal, Google Pay og Apple Pay var de mest anvendte betalingsmetoder i 2023, hvor de stod for mere end halvdelen af alle transaktioner på verdensplan. Og de viser ingen tegn på at gå i den modsatte retning i den nære fremtid.

Det er hurtigere at handle med kontaktløs betaling

Pandemien satte for alvor vind i sejlene for den kontaktløse betaling, der hurtigt er ved at blive den foretrukne betalingsmetode. Data om kortbetalinger fra Nets bekræfter, at nordiske forbrugere klart foretrækker kontaktløs betaling, når de svinger deres betalingskort i fysiske butikker.

De kontaktløse betalingsmetoder stormer frem, fordi det er effektivt, nemt og ikke mindst hurtigt – en betaling tager under et halvt sekund.

Smarte mobile enheder, smart mobile betalinger 

Tingenes internet (IoT) er et netværk af forbundne enheder, der kan kommunikere med hinanden. Takket være IoT-teknologi kan et stort antal enheder ikke bare betale for ting, men også give dig besked om det, når du køber noget.

Forestil dig et køleskab, der er forbundet til internettet med IoT-teknologi og kan holde øje med, hvor meget af et bestemt produkt, du har tilbage. Det kan føje mælk eller din yndlingshummus til din handleliste og automatisk behandle betalingen (når du har bekræftet købet, selvfølgelig) med din online betalingsmetode.

Kropsbårne betalingssystemer som smartwatches gør det endda muligt for brugere at foretage kontaktløse betalinger ved hjælp af biometrisk autentificering.

2. Biometrisk autentificering og Zero Trust Security

2024 forventes at blive et stort år for den teknologiske udvikling. Og i kølvandet på det følger uundgåeligt trusler mod vores cybersikkerhed.

Siden AI’s gennembrud har cybersikkerhed været udsat for talrige forsøg på phishing, ondsindet software og udnyttelse af svagheder.

Derfor er det vigtigere end nogensinde for virksomheder og økonomoiafdelinger at investere i sofistikerede cybersikkerhedsforanstaltninger.

Biometrisk autentificering

Adgangskoder, pinkoder og kort med magnetstriber begynder så småt at høre fortiden til, efterhånden som mange kunder og virksomheder er begyndt at implementere mere robuste sikkerhedsforanstaltninger.

Biometrisk autentificering omfatter både en adgangskode og pinkode og et fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse. Det reducerer ikke bare risikoen for identitetstyveri eller svindel, men kan også føje et ekstra lag af sikkerhed til adgangskoder eller pinkoder, der nemt kan gættes eller stjæles.

Og lad os endelig ikke glemme det vigtige tredje lag: forbedret økonomisk sikkerhed.

Zero Trust Security 

Zero Trust Security antager, at alle forsøg på at få adgang, hvad end det er mennesker, enheder eller programmer, er upålidelige.

Derfor skal organisationer verificere og autorisere alle adgangsforsøg for at reducere risikoen for sikkerhedsbrud. Det er en måde, hvorpå de kan beskytte sig selv og deres finansielle data mod både interne trusler som hackede konti og eksterne trusler som cyberangreb og databrud.

Ved at implementere Zero Trust Security kan du sikre dig, at kun autoriserede brugere kan få adgang til bestemte ressourcer, f.eks. virksomhedens penge.

3. Lovkrav om bæredygtighedsrapportering

Initiativer vedrørende klimaforandringer har længe stjålet rampelyset, men i år ser de ud til for alvor at indtage scenen hos virksomheder, der ønsker at reducere deres indvirkning på miljøet.

Virksomheder begynder at tage bæredygtighed mere alvorligt. Om det skyldes, at de bliver direkte påvirket af miljørisici eller kommende lovgivningsmæssige retningslinjer (eller noget helt tredje), er ikke til at vide. 

Nye initiativer som Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD), et direktiv fra EU, der stiller krav om virksomheders bæredygtighedsrapportering, indebærer store ændringer for mange virksomheder og investorer.

Direktiv om bæredygtighedsrapportering (CSRD)

Det nye lovkrav om virksomheders bæredygtighedsrapportering, CSRD, trådte i kraft i januar 2023, og virksomhederne skal i 2024 begynde at leve op til disse krav.

Direktivet betyder, at investorer og interessenter skal vurdere deres virksomheds indvirkning på miljøet samt eventuelle økonomiske risici og muligheder, der stammer fra klimaforandringer og bæredygtighed.

4. Generativ AI

Lanceringen af ChatGPT var en teknologisk milepæl og satte endda rekorder for det hurtigst voksende antal brugere nogensinde. Efterhånden som AI udvikler sig, kommer vi uden tvivl til at se mere og mere til det i vores dagligdag. Men hvordan kommer det til at se ud? 

Automatiseret rapportering

Kravene til rapportering er en evig hovedpine for virksomheder, og der kommer flere og flere til.

Takket være den digitale transformation kan besværlige og tidskrævende rapporteringsopgaver erstattes af AI-systemer, der kan analysere datasæt med henblik på at generere rapporter. Alt fra udgiftsrapporter og markedsanalyser til internationale transaktioner og salgstendenser kan automatiseres og digitaliseres.

Omstilling i økonomiafdelinger

Manuel udgiftsrapportering har historisk set været en ensformig og til tider klodset opgave for økonomiteams, og den har desværre ofte været forbundet med menneskelige fejl.

Finansielle data findes i hele organisationen – på tværs af grænser og markeder samt i ERP-systemer, databaser og endda de berygtede regneark.

AI kan lave helt om på den måde, økonomiafdelinger analyserer finansielle data på, og give større indblik, der kan forbedre den datadrevne beslutningstagen.

Det vil ikke bare sætte skub i finansielle analyser, men også gøre livet uendeligt meget nemmere for de ansatte i økonomiafdelingen.

Reducering af administrativt arbejde

Fakturabetalinger, lønninger, registrering af udgifter, indsamling af kvitteringer, analyse af data … listen over manuelle administrative opgaver fortsætter.

AI kan transformere disse tidskrævende opgaver, så økonomiafdelingen kan flytte deres fokus fra administrative opgaver til mere værdiskabende tiltag.

Når du giver din økonomiafdeling mere tid mellem hænderne, giver du dem samtidig mulighed for at tage mere datadrevne beslutninger og dele deres ekspertise med andre afdelinger i virksomheden.

5. Open Banking

Den sidste tendens på vores liste er Open Banking. 

Traditionelt set har banker altid opbevaret de finansielle data på deres kunder i deres egne systemer (af en god grund).

Open Banking er i bund og grund det modsatte: Det giver åben adgang til tredjepartsudbydere af finansielle tjenester. 

Selvom det måske lyder lidt skræmmende, er det en kæmpestor fordel for både virksomheder og forbrugere.

Bedre kontrol og sikkerhed

Selvom navnet er lidt af et paradoks, er idéen bag Open Banking at give kunder mere kontrol over deres finansielle data. Kunden har mulighed for at beslutte, hvem der har adgang til deres data, og hvor meget de kan få adgang til. 

Eftersom Open Banking også er knyttet til betalingstjenester, er det ikke muligt at foretage en betaling uden kundens autorisation.

Centraliserede data

Virksomheder kan ikke bare centralisere deres finansielle data ét sted – de kan også nemt tilgå deres data via integrerede Open Banking-systemer.

Ved at have adgang til transaktioner i realtid, fakturaer og andre finansielle data kan selv små virksomheder tage mere informerede, datadrevne beslutninger.

Bedre finansiel analyse

I kølvandet på åben adgang til realtidsdata kommer optimerede analyseværktøjer og bedre håndtering af budgetter, konti og transaktioner. Forbrugsmønstre kan analyseres med henblik på at tage bedre finansielle beslutninger på en hurtigere og mere sikker måde.

Faktisk er det ikke kun betalinger, der kan optimeres, men virksomheder kan bruge deres kunders finansielle data til at tilbyde mere personlige og optimerede services. Det er muligt hurtigt og effektivt at reagere på ændringer i efterspørgslen fra kunder, hvilket skaber en bedre kundeoplevelse.

Et kig ind i spåkuglen for 2024

Det er aldrig nemt at tilpasse sig nye teknologier på markedet. Men hvis du i det mindste er villig til at imødegå forandringer med åbne arme, er du allerede nået langt.

Nogle af teknologierne vil formentlig ændre den måde, din virksomhed drives på, mens andre slet ikke kommer til at spille nogen rolle. Ved at bevæge dig væk fra manuelt administrativt arbejde ved hjælp af digital transformation og automatisering kan du fokusere mere på, hvordan du kan udnytte dine talentfulde medarbejderes fulde potentiale.

Eftersom vi hos Pleo er en fintech-virksomhed, er det vigtigt for os at holde øje med nye tendenser, så vi kan være sikre på, at vores produkt holder trit med udviklingen.

Automatiseret rapportering, mindre manuelt arbejde, mere produktive økonomiteams og meget mindre stress er noget af det, der fanger vores interesse, når vi kigger på disse tendenser. 

Hvad mon de kan gøre for din virksomhed?

Du vil måske også synes om ...